Jeg går rundt i stuen med mine meget gamle løbesko snøret på fødderne. Jeg har haft dem på ca. 45 minutter nu. De er faktisk dejlige at have på.
Manden har spurgt mig, hvorfor jeg går rundt med dem på. Og da måtte jeg forklare ham, at jeg har læst en meget interessant artikel skrevet af en af vor tids mange motionseksperter. Heri står at læse, at man skal starte med små skridt, når man skal i gang med motionen. Med andre ord, når ens mave lægger sig til rette på lårene, når man sætter sig ned, når man opdager man har deller på ryggen, fordi de klør, når man bevæger sig, og når det at skrælle kartofler medfører en hidtil uhørt stakåndethed, så skal man lade være med straks at forestille sig selv sejrsikkert forcere mållinien ved Berlin Maraton året efter.
Små skridt er mantraet. Sætter man overliggeren for højt, kommer man jo aldrig over, vel? Derfor foreslår vor motionsven, at man simpelthen starter med blot at tage løbeskoene på og gå rundt med dem. Så lige pludselig...
Ja, lige pludselig hvad? Nu går jeg så her og venter. Og tænker på, om skoene virkelig er i stand til at få mine ben til at gå hen til hoveddøren og få min ene hånd til at trykke dørhåndtaget ned og til sidst få mit store korpus ud på landevejen og sat i bevægelse med noget, der ligner løbehastighed?
Jeg venter lige lidt endnu og ser, hvad der sker, ikke?
0 kommentarer:
Send en kommentar